20 mio. kr. til Aalborg UH-forskere

To forskere ved Aalborg UH har hver modtaget bevillinger på knap 10 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til forskningsprojekter, der skal sikre tidlig opsporing og forbedret diagnostik af livstruende tilstande.
Inger Lise Gade og Kristian Hay Kragholm
Inger Lise Gade og Kristian Hay Kragholm har hver modtaget 10 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Det er første gang, at forskere ved Aalborg UH modtager de såkaldte ”Clinical Emerging Investigator” grants – en særlig type bevillinger, som Novo Nordisk Fonden kun uddeler op til fire af om året, og som gives til talentfulde, yngre kliniske forskningsledere, med henblik på at støtte dem i at opfylde deres ambitioner om at kombinere det kliniske arbejde med relevant forskning.

Tidlig diagnostik af stroke og blodprop i lungen via udåndingsluften

Den første af de to bevillinger er givet til Inger Lise Gade, afdelingslæge, ph.d. ved Hæmatologisk Afdeling og lektor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet. Hun har modtaget 9.997.849 kr. til projektet ”Exploring exhaled breath biomarkers for non-invasive diagnostics showcased by stroke and pulmonary embolism”.

Med hvert åndedrag udånder vi proteiner og metabolitter, som afspejler biologiske processer på samme måde som en blodprøve, men udåndingsluftens sammensætning er ikke ret godt undersøgt. 
Udgangspunktet for Inger Lise Gades projekt er derfor, at udåndingsluften repræsenterer en hidtil uudnyttet ressource som biologisk prøve, som kan opsamles ganske non-invasivt, og som vil kunne analyseres allerede præ-hospitalt.  Inger Lise vil med bevillingen etablere en forskergruppe, som skal undersøge og optimere metoder til opsamling – og analyse af udåndingsluft, samt undersøge udåndingsluftens sammensætning med henblik på at identificere diagnostiske biomarkører til point-of-care tests i bl.a. stroke og lungeemboli i præ-kliniske og kliniske studier. 
Projektet har potentiale til at starte en ny æra indenfor non-invasiv point-of-care diagnostisk og monitorering baseret på analyse af udåndingsluften.

Værktøjer til tidlig diagnostik og behandling af patienter med tidskritiske tilstande 

Kristian Hay Kragholm, læge, ph.d. ved Kardiologisk Afdeling og lektor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet, har modtaget 9.975.000 kr. i støtte til et projekt, der skal integrere brug af elektrokardiogram (EKG), patientsymptomer og vitale parametre (blodtryk, puls, iltmætning, vejrtrækningsfrekvens og bevidsthedsniveau) til forbedring af diagnostik, behandling og overlevelse for patienter med tidskritiske tilstande før ankomst til hospital. 

Bevillingen skal anvendes til at etablere en national EKG-kohorte forankret i et nationalt EKG-forskningsnetværk, udgående fra Aalborg UH. EKG’er fra hele landet samkøres med andre danske nationale registerdata. 

Integration af disse data rummer potentiale for tidlig opsporing og forebyggelse af hjertestop, forbedret diagnostik af akutte blodpropper i hjertet, der kræver intervention med ballonudvidelse og forbedret diagnostik af akut blodprop i lungen, akut bristet hovedpulsåre og akut hjertesvigt for ultimativt at forbedre behandling og reducere dødelighed som følge af disse kritiske tilstande.

Forskningsbevillingerne er givet for en 5-årig periode og forudsætter, at bevillingsmodtagerne tilrettelægger projekterne, så de undervejs både varetager forskningsarbejde og klinisk arbejde. 
Læs mere om puljen her

 

Publiceret af kommunikationskonsulent Peter Friis Jeppesen, pfj@rn.dk 

Opdateret